Dansk  English
Ved Verdens Ende Gerner Thomsen Online
mit CV
På besøg hos Dukha-folket i det nord-
lige Mongoliet (det er mig til højre...)

Alder: 46.

Kort fortalt: Uhelbredeligt ramt af rejsesyge siden sit 18. år. Har en svaghed for rejser til bjergområder og nordlige egne befolket af nomade- eller hyrdefolk – gerne om vinteren og helst med telt og rygsæk.

Hyppigste rejsemål: Rusland og det tidligere Sovjetunionen (39 rejser, mere end 3 år i alt).

Favoritrejsemål: Jamalhalvøen i det nordvestlig Sibirien.

Personlig kulderekord: -58,5 grader (Ojmjakon i Nordøstsibirien).

Beskæftigelse: Arbejder som IT-konsulent i SAS Institute. Forfatter, fotograf og foredragsholder som nebengesjæft.

Medlemskaber: Eventyrenes Klub og De Berejstes Klub (modtager af Folkersen-prisen 2006 for »alternativ og grænseoverskridende rejseaktivitet«).

Præmier og priser: 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence i kategorien transport med billedet »Rensdyrkusk« fra Jamalhalvøen (2014), 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence i kategorien kultur med billedet »Leg i sneen« fra Jamalhalvøen (2013), 1.-præmie i De Berejstes Klubs skribentkonkurrence for bedste artikel (2011), 1.-præmie i Globens skribentkonkurrence for at fortælle om at være på kant med loven (2009), 1.-præmie i De Berejstes Klubs skribentkonkurrence (2008), 1.-præmie i Globens skribentkonkurrence for at fortælle om en håbløs situation (2008), 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence i kategorien kultur med billedet af en rensdyrnomade (2007), nominering i den internationale fotokonkurrence Color Awards i kategorien »people« med billeder fra Jamalhalvøen (2007), 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence i kategorien kultur med billedet af en isbader (2005), 2.-præmie i Adventure World's fotokonkurrence i kategorien kultur med billedet af en rensdyrnomade (2005), Documentary award i den internationale fotokonkurrence Humanity Photo Awards med billeder fra Jamalhalvøen (2004), 1. præmie i Adventure World's fotokonkurrence i kategorien kultur med billedet en kazakhisk ørnejæger (2001).


Rejsekronologi:

2015
Årets store rejse blev min sommerekspedition til Jamalhalvøen i det nordvestlige Sibirien, hvor jeg denne gang havde skiftet vandre- og skistøvlerne ud med en fatbike. En fatbike er en mountainbike-lignende cykel, men med meget bredere dæk, som gør det muligt at forcere vanskeligt terræn. Jeg havde håbet, at det ville være muligt at cykle direkte på den bløde tundrabund, da brede dæk med lavt tryk i teorien skulle få cyklen til at 'flyde ovenpå'. Men helt så nemt gik det ikke, og jeg måtte det meste af tiden holde mig til Gazproms ensporede jernbane beregnet til arbejdstog på vej mod gasfeltet Bovanenkovo. Jernbanen begynder ved polarcirklen i Obskaja og strækker sig 572 km nordpå, hvilket gør den til verdens nordligste jernbane. Undervejs passerede jeg den 3,9 km lange bro over Juribej-floden (verdens længste bro nord for polarcirklen), og efter 500 km trak jeg cyklen 10 km henover tundraen for derfra at vandre de sidste 25 km til det fantastiske Jamal-krater – et gigantisk hul i jorden, der opstod ud af ingenting i sommeren 2014. Senere parkerede jeg cyklen for at være sammen med de lokale rensdyrnomader – som medpassager i et mystisk terrængående køretøj og til samling på tundraen med konkurrencer i rensdyrvæddeløb, lassokast og andre traditionelle discipliner. Cykelturen blev ikke nemmere, da et gammelt hjulspor langs jernbanen stoppede efter allerede 250 km. Jeg endte da også med at vække så meget opmærksomhed hos Gazprom, at jeg blev kaldt til forhør hos FSB (det tidligere KGB), da jeg kom tilbage til byen. Se billedserien og læs den fulde beretning fra turen på min rejseblog. Eller læs min artikel i Jyllandsposten.
I det tidlige forår var jeg på skitur i Sibirien, nærmere bestemt i Kalarbjergene, 700 km nordøst for Bajkalsøen – samme sted som jeg også var forbi i sommeren 2008 for at lede forgæves efter evenkerne (et lokalt jagt- og rensdyrnomadefolk). Min turmakker og jeg havde taget ski, vinterudstyr og proviant nok med til at klare os selv i den russiske tajga i 14 dage. Med temperaturer ned til minus 35 grader, blev det nogle kølige nætter i teltet, men omgivelserne var fantastiske med uberørt natur og stejle bjergsider i op til 3000 meters højde. Efter en uge lykkedes det at finde evenkerne med deres rener oppe i bjergene. På trods af deres store gæstfrihed, måtte vi erkende, at rensdyrnomaderne i dette hjørne af Sibirien er mindre originale end deres kolleger på Jamalhalvøen. De lever snarere som en slags seminomader, bor i hytter det meste af tiden og taler russisk i stedet for deres eget sprog (evenkisk). Til gengæld rider de på deres rener, hvilket vi desværre ikke fik at se – men så er der jo altid en grund mere til at komme tilbage til denne sibiriske naturperle! Se billederne fra turen her.

2013-2014
Efter næsten to års fravær, tog jeg i januar 2013 tilbage til mit elskede Jamalhalvøen i det nordvestlige Sibirien for at føle den russiske vinter på egen krop (se fotoserien). Og Fader Frost skuffede ikke! 400 km nord for polarcirklen oplevede jeg, at temperaturen droppede til minus 47 grader, da det var bedst. Kulden ser dog ikke ud til at påvirke de lokale rensdyrnomader synderligt. Uden at vide, hvad temperaturen er (de ejer ikke et termometer) fortsætter de ufortrødent livet på tundraen med at passe deres rener, fiske i søerne og flytte lejr, når dyrene kræver det.
Sommeren samme år var jeg sammen med min kæreste på rejse rundt i Kinas bjergrige Sichuan-provins, der ligger øst for Tibet. Sichuan er den største provins i det sydvestlige Kina med 109 mio. indbyggere, og en stor del af området er gammelt tibetansk territorium (Kham og Amdo), hvor den tibetanske kultur i dag lever under langt bedre forhold end i provinsen Tibet, fordi tibetanerne her ikke bliver chikaneret i samme grad af de kinesiske myndigheder. Faktisk siges det, at Sichuan i dag er et bedre sted at opleve tibetansk kultur end i Tibet. Turens absolutte højdepunkt var et besøg i det buddhistiske institut Larung Gar i Sertar, hvor cirka 40.000 munke og nonner lever side om side i en stor bjerglandsby i 4.000 meters højde. Omgivelserne er helt fantastiske med mange klostre og tusindvis af små røde træhuse, der smyger sig op ad bjergsiderne.
I 2014 vendte jeg tilbage til Mongoliet for femte gang, denne gang med min kæreste i et forsøg på at gense nogle af de områder og nomader, som jeg oplevede på min første Mongoliet-tur for 19 år siden. Blandt andet red vi på heste op i bjergene i den nordlige Khovsgol-provins for at besøge de lokale rensdyrnomader (Dukha-folket), som både rider og malker og deres rensdyr. Det lykkedes ikke helt at finde den samme familie som for 19 år siden (de kunne dog sagtens kende personerne på min gamle fotos fra dengang), men vi blev godt modtaget og boede en uge sammen nomaderne i deres små tipi-lignende telte. Senere tog vi på jeep-safari i Gobi, hvor de støvede ørkenveje kun afbrydes sporadisk af kamelhyrder og store sanddyner.

2010-2012
10 år skulle der gå, før jeg endelig fik et gensyn med Kamtjatka, denne gang på en skitur ind i hjertet af Bystrinsky Naturpark til den udslukte Itjinsky-vulkan (se fotoserien). Den dragende halvø i udkants-Rusland var stadig ligeså fantastisk, som jeg huskede det: 300 vulkaner (heraf 29 aktive), mere end 400 gletsjere, et ukendt antal varme kilder, floder spækket med Stillehavslaks og en af verdens tætteste bjørnebestande taler for sig selv. Heldigvis sov bjørnene stadig vintersøvn, så vi fik også lov til at sove roligt i vores telt eller i de små jagthytter, som vi fandt på vejen.
Samme efterår fik jeg langt om længe mulighed for at udleve en gammel drøm om at besøge nomaderne på den nordlige del af Jamalhalvøen, 700 kilometer nord for polarcirklen. Her boede jeg en måned hos syv forskellige familier, hvor jeg oplevede nomadernes barske hverdag på kanten af det menneskelige mulige. Om vinteren lever de med temperaturer ned til minus 50 grader, snestorme og totalt polarmørke. Der vokser ingen pilebuske på tundraen (som længere sydpå), så nomaderne må indsamle drivtømmer fra Karahavet for at have brænde til den lange vinter. Ind imellem er der dog også tid til hygge – nyd fx sangen fra en ældre kvinde, som jeg mødte på vejen.
Efter en måned på tundraen tomlede jeg en tilfældig helikopter ned sydpå. Her vandrede jeg 50 kilometer ud på tundraen og fandt en 'gammelkendt' nomadegruppe ud fra de koordinater, jeg havde gemt på GPS’en fra mit første besøg i 2001. Det blev til et glædeligt gensyn med min gamle familie, som jeg fulgtes med i tre uger. I midten af oktober, da de første snestorme havde raset og frosten bidt sig fast, var det tid til at vandre tilbage mod civilisationen. Se billeder fra hele turen her.
Sommeren 2012 blev det til et storslået 20-års comeback i Kirgisistans Pamir-Alaj-bjerge. I et område, hvor jeg havde vandret som 23-årig, vendte jeg nu tilbage med min kæreste og rygsækken fyldt af fotos, som jeg dengang havde taget af lokale fårehyrdefamilier. Præcis som ventet havde familierne slået deres jurter (runde hvide felttelte) op samme steder som dengang, og hyrderne vi mødte var de samme, nu blot 20 år ældre. Det vakte stor glæde, og selv om kirgiserne i forvejen er et utroligt gæstfrit folk, så var det tydeligt, at de gjorde sig ekstra umage med at opvarte os. Ét sted fik vi vores egen gæstejurte, og der var ingen ende på de mange forskellige hjemmeproducerede mælkeprodukter, som vi fik tilbudt, alt lige fra kefir og varm yakoksemælk til gæret hoppemælk. Senere på turen vovede vi os som de første denne sommer over passet Ak-Art (4522 m), et pas hvor nedturen er klassificeret til reb og steigeisen. Det vidste vi bare ikke, før det var for sent, men heldigvis kan man komme ganske langt på røv og albuer..

2006-2009
Perioden blev åbnet med en rejse til Magadan i Nordøstsibirien (6000 km øst for Moskva), hvor min plan var at tomle 2000 km vestpå ad Kolyma Highway til Jakutsk (se fotoserie). Vejen siger de færreste danskere noget, men i russiske ører klinger det af Stalin-tidens værste gulag-lejre og sibirisk kulde, når det er værst. Midtvejs på ruten ligger Ojmjakon – verdens koldeste by, hvor jeg havde fornøjelsen af at sætte personlig kulderekord med -58,5 grader. Byer, der i sovjettiden var store velfungerende samfund, er nu skrumpet ind til halvtomme spøgelses-flækker, hvor vodka og arbejdsløshed sætter dagsordenen. Naturen er dog intakt og kan imponere selv fra bilvinduet med sine flotte bjergpanoramaer og uendelige skovområder. Se min artikel i Jyllandsposten: »Verdens Koldeste By«.
Samme år deltog jeg i cykelklassikeren »Tour de Mongoliet«, hvor det lykkedes at ryge helt til tops i klassementet – dog som eneste deltager (se fotoserie). Turen begyndte i den russiske republik Gorno-Altajsk – og sluttede 2322 km længere østpå i Ulaanbaatar efter et ridt gennem hele det vestlige og centrale Mongoliet med udsigt til endeløse stepper og evig blå himmel. Det blev en kamp mod uret og ikke mindst de mongolske møgveje, som kan ødelægge moralen hos selv den mest entusiastiske mountainbiker. Jeg vil først og fremmest huske turen for mine mange stævnemøder med de mongolske nomader. Selv når jeg syntes, at jeg havde fundet det mest skjulte og afsidesliggende sted at slå telt op på hele steppen, så var der altid en hyrde, der havde spottet mig i sin kikkert og kom ridende midt i aftensmaden, tøjskift, toiletbesøg, eller hvad ved jeg. Nok er Mongoliet verdens tyndest befolkede land – det får man bare sjældent lov til at mærke, når man kører rundt på noget så åndssvagt som en cykel!
Sommeren 2008 blev det til et gensyn med den fantastisk smukkke Bajkalsø i Sibirien (se fotoserie), men højdepunktet var en vandretur i Kalarbjergene i den nordlige Tjita-provins, hvor jeg forsøgte at finde et jagt- og nomadefolket kaldet evenkerne. Selv om det ikke lykkedes, så var der som altid masser af oplevelser at få på sådan en tur alene igennem den sibiriske tajga (se fotoserie og læs artiklen om turen).
Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit gensyn med Jamalhalvøen den efterfølgende sommer, skulle ende med en vandretur på 350 km ud over den flade tundra. Men af forskellige årsager gik det sådan, at alverdens drømme om helikoptere, motorbåde og andre hjælpemidler udefra forblev en fantasi – og så er der jo kun sine egne ben at stole på (læs den fulde historie i mit rejsebrev med tilhørende fotoserie eller se artiklen i Opdag Verden). Det blev to fantastiske måneder på den sibiriske tundra, hvor jeg mødte flere rensdyr-nomader end på alle mine tidligere ture tilsammen, og hvor jeg til stadighed undres over den utrolige gæstfrihed, man bliver mødt med under disse barske forhold.
Samme forår var jeg en tur på Island for at stå 240 km på ski fra nord til syd. Snefattige lavamarker, åbne elve, storm, regn og slush ice gjorde sit til, at turen over Sprengisandur blev noget af en udfordring – læs mere om turen i min artikel til Opdag Verden og se fotoserien.

2001-2005
Stærkest i erindringen står mødet med Jamalhalvøens rensdyrnomader, som jeg fandt en regnvåd efterårsdag i 2001 efter en ørkesløs vandring ud over den svampede tundra. Det er siden hen blevet til mange besøg hos den samme familie, som jeg mødte dengang, og mange nye bekendtskaber på tundraen er kommet til. Det er ikke for meget at sige, at det har præget mit rejseliv de sidste 12 år og stadig gør det. Alt efter årstiden har jeg opsøgt nomaderne til fods eller på ski, og rejserne i det barske område har lært mig at sætte pris på et krus varmt rensdyrblod og et stykke rå lever. Jeg har desuden fået et nonchalant forhold til udstyrsforretningernes opreklamerede tøjkollektion efter på egen krop at have følt forskellen mellem en dunjakke og en rensdyranorak i 46 graders kulde. Se mine artikler i fx Adventure World og Femina.
Det var også i denne periode, at jeg kom ind i 'stalden' hos Politikens Forlag for at skrive rejseguiderne »Turen går til Rusland« og »Turen går til Bulgarien«. Især Ruslandsguiden var en stor udfordring, for hvordan får man verdens største land kogt ned til 216 sider? Efter fem måneders research-rejser og en næsten ligeså lang efterfølgende proces med pinefulde prioriteringer, kom bogen endelig på gaden i 2004. Anmeldelserne var rosende, men som én af dem også skrev: "Hvorvidt den med sine mange praktiske oplysninger og meget konkrete oplysninger ude på de spredte destinationer i Sibirien til Kaukasus faktisk dækker et reelt behov, skal jeg ikke udtale mig om" (se anmeldelse). Og dér havde anmelderen jo nok fat i noget væsentligt. Politikens Forlag valgte siden hen at koge bogen ned til at beskrive færre områder i Rusland, og jeg valgte at takke nej til at omskrive den. Men selv om den i dag skal opdrives i antikvariater, så er jeg stadig stolt af at være forfatter på den eneste dansksprogede guidebog, der dækker hele Rusland.

1988-2000
I gymnasiet valgte jeg det sprogtilbud, der lød mest ubrugeligt, men mindst kedeligt: russisk. Efter gymnasiet og en tur til Nepal tog jeg i starten af 1990'erne på et halvt års ophold i det kaotiske ex-Sovjet. Opholdet hos lokale familier i Ukraine og Uralbjergene blev et intensivt kursus i russisk kultur og overlevelse. Hen ad vejen blev ordforrådet udvidet fra »da« og »njet« til også at omfatte gloserne for »vodka« og »bestikkelse«. Det sidste åbnede døre og blev startskuddet til mine mange rejser i Rusland og det tidligere Sovjetunionen. Interessen for nomader førte mig flere gange til bjergskråningerne i Kirgisistan og Tadsjikistan, hvor den gærede hoppemælk og de gæstfrie fårehyrder tilføjede en ekstra dimension til rejselivet.
Siden kom Mongoliet med på listen, som med sine herlige nomader og totale mangel på anstændig infrastruktur straks blev en af mine favoritter. Den første tur var et to-måneders sommerridt, hvor jeg tomlede, red og vandrede ud over stepperne. Et stædigt (men vellykket) forsøg på at få hilst på rensdyrnomaderne i bjergene vest for Khovsgol-søen var nær ved at koste mig returbilletten, da oversvømmede floder lukkede vejene i en hel uge (se min artikel »Til te hos Nomaderne« i Adventure World). Min nysgerrighed efter at se, hvordan man overlever den kontinentale vinter i et filttelt, fik mig til at vende tilbage et par år efter, denne gang i december måned. Udstyret med lange uldne underbukser og støvler foret med filt (og med såkaldte superpløkke til teltet der knækkede som spaghettirør i de frosne græstuer) fandt jeg ud af, at man overlever på samme måde som om sommeren, blot med lidt mere tøj på og med ekstra kokasser i brændeovnen. Helt ude vestpå blev jeg indført i de kasakhiske ørnejægers ædle jagtkunst – og belært om at en flybillet tilbage til Ulaanbaatar ikke er noget værd, hvis ikke man kan løbe hurtigere ud til flyveren end sine medpassagerer.
1998 blev I øvrigt året, hvor jeg fik afsluttede min uddannelse som Forstkandidat (cand.silv.) på Landbohøjskole. Mit speciale omhandler noget så nørdet som sammenhængen mellem klima og årringsbredder på fyrretræer i Uralbjergene. Hvis det fanger dig, så tjek min artikel i Tree-Ring Research, der er et resume af specialet.

1969-1987
Min første rejse foregik i 1969 på Rigshospitalet – fra fødegangen til intensivafdelingen med navlestrengen om halsen. Som fireårig sad jeg med på stangen i cykelløbet Ama'r Rundt, og som 14-årig kunne jeg prale af at have overlevet en 48 timers vinterstorm i telt på Hadangarvidda. Som 17-årig var jeg ved at blive spiddet af en tyr på en solovandring gennem Gruvedalen i Dovre, men det var først et år senere – da jeg for første gang havde muligheden for at anvende børneopsparingen på alt det den ikke var tiltænkt – at jeg fik min egentlige ilddåb. Sammen med barndomsvennen Steffen realiserede jeg drengedrømmen om en kanotur ned ad Nahanni-floden i Canadas Nordvest-Territorium. Med Gudenåen som eneste reference sejlede vi baglæns igennem det første strømfald, og kæntrede i det næste. Men det var nu mest mødet med en olm grizzly-bjørn, som var ved at sætte en stopper for eventyret. Kun en desperat svømmetur i den kolde flod reddede os fra at lide samme skæbne som de canadiske blåbær – og tildelte os i øvrigt tophistorien i Hjemmets påskeudgave (læs artiklen her).




© gernerthomsen.dk
mit CV | bøger & artikler | galleri | foredrag | kontakt