Dansk  English
Ved Verdens Ende Gerner Thomsen Online
Galleri --> På cykel gennem Mongoliet


2322 km’s cykeltur uden lyskurve – fra de russiske Altajbjerge i vest til Ulaanbaatar i øst – det meste på veje der får en dansk skovsti til at ligne en autostrada. Jeg er stadig ikke helt klar over, hvordan det lykkedes mig at opretholde moralen på de mongolske jordveje. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg nok var den største attraktion i Mongoliet siden Dalai Lamas sidste besøg. En mand på en fuldt lastet cykel kan få selv den mest travle bilist eller nomade til at stoppe op eller komme ridende fra flere kilometers afstand for at opklare fænomenet. Desværre er mit mongolske stort set ikke eksisterende, så disse stævnemøder forløb stort set på samme måde hver gang. Først sagde vi »god dag« til hinanden på mongolsk. Herefter blev jeg spurgt om et eller andet på mongolsk, og jeg fyrede et par ord af som »Danmark« og »Ulaanbaatar«, som jeg kunne forestille mig ville være svar på noget af det, de spurgte om. Herefter døde samtalen ud, og vi sagde lidt til hinanden på hvert sit sprog, indtil jeg blev træt af seancen og fortsatte. Stævnemøderne fandt også sted, når jeg havde slået mit telt op. Selv når jeg syntes, jeg havde fundet det mest skjulte og afsidesliggende sted på hele steppen, så var der alligevel en hyrde, der havde spottet mig i sin kikkert og kom ridende midt i aftensmaden, tøjskift, toiletbesøg, eller hvad ved jeg.



Landsby i Altajbjergene.

På vej gennem de russiske Altajbjerge, mens vejene endnu er gode.

De første 500 km igennem Altajbjergene var en fryd for øjet og den rene svir i forhold til, hvad der senere ventede mig.

De mongolske møgveje er begyndt!
 

Overnatningen foregik i de fleste tilfælde på steppen – i mit lille medbragte en-personers telt.

Hver dag havde jeg stævnemøder med forbipasserende bilister og nomader.

Langt de fleste af Mongoliets veje er uasfalterede og i dårlig stand.

En nomade er kommet ridende for at se, hvem jeg er.
 

Nysgerrige børn på vej
ud efter en fåreflok.

Lapning af motorcykel på steppen.

En såkaldt Ovoo. For at få lykke på rejsen, skal man smide en
sten eller lægge en offergave.

Bølgemønstret i vejene (som jeg døbte »rystepudseren«) satte farten helt ned til under 10 km/t.
 

På vej gennem den øde og tørre provins, Gov-Altaj.

Hyrderne bruger kamelerne til at transportere tunge ting.

Man møder kun få biler, men
når de kommer, så husk at
vælge rigtig vejside pga. støvet!

Kamelerne er mere nysgerrige end bange for den fremmede cyklist.
 

Pool er populært i Mongoliet, også i de små landsbyer.

For hyrderne er motorcyklen et nemt og hurtigt transportmiddel på de store afstande mellem byerne.

Et kærkomment vandhul på den tørre ørkensteppe.

På markedet i provinshovedstaden Altaj.
 

Kamelens reaktion efter jeg har fortalt den en vittighed.

Her kan man godt savne en turmakker.

Hver dag blev jeg mødt af nomader, som ville høre, hvem jeg var.

Turen over Arkhangaibjergene var ved at tage modet fra mig – gennemsnitsfarten var den laveste på hele turen.
 

En fuldt lastet cykel i disse egne skaber som regel smil.

Fra de er helt små, bliver mongolerne vænnet til at bruge hesten som transportmiddel.

Russiske motorcykler er populære blandt nomaderne, og bruges til transport af stort set hvad som helst.

Overnatning i telt på vejen over Arkhangai-bjergene.
 

Mongolerne bor i jurter (runde hvide filttelte) året rundt.

Infrastrukturen i Mongoliet er mildt sagt mangelfuld.

Lærketræer i efterårsfarver.

I de senere år har mange nomader fået sol- og vindenergi, som leverer strøm til fx fjernsyn.
 

Tættere på Ulaanbaatar findes jurte-lejre, hvor turisterne kan prøve at bo som nomaderne.

Erdene Zuu-klostret fra 1586 i
den gamle hovedstad Karakorum.

Buddhistiske bedemøller.

Et af Erdene Zuu-klostrets templer.
 

Endelig i mål! Efter 2322 km.

© gernerthomsen.dk
mit CV | bøger & artikler | galleri | foredrag | kontakt