Kort fortalt
Uhelbredeligt ramt af rejsesyge siden sit 18. år. Har en svaghed
for rejser til bjergområder og nordlige egne befolket af nomade-
eller hyrdefolk – gerne om vinteren og helst med telt og rygsæk.
Hyppigste rejsemål
Mere end 40 rejser i Rusland og det tidligere Sovjetunionen.
Favoritrejsemål
Jamalhalvøens rensdyrnomader i det nordvestlige Sibirien.
Personlig kulderekord
-58,5 grader (Ojmjakon i Nordøstsibirien).
Beskæftigelse
Forfatter, fotograf og foredragsholder. IT-konsulent hos SAS Institute.
Medlemskaber
-De Berejstes Klub siden 2005 (modtager af Folkersen-prisen 2006).
-Eventyrenes Klub siden 2013.
Præmier og priser
3.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence 2019 i kategorien Portrætter med billedet »Rensdyrnomade in spe« fra Jamalhalvøen, 3.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence 2018 i kategorien Alderdom med billedet »None fra Yarchen Gar« fra Sichuan i Kina, 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence 2016 i kategorien Skønne Børn med billedet »Lassokaster« fra Jamalhalvøen, 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence 2014 i kategorien Transport med billedet »Rensdyrkusk« fra Jamalhalvøen, 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence 2013 i kategorien Kultur med billedet »Leg i sneen« fra Jamalhalvøen, 1.-præmie i De Berejstes Klubs skribentkonkurrence 2011 for bedste artikel, 1.-præmie i Globens skribentkonkurrence 2009 for at fortælle om at være på kant med loven, 1.-præmie i Globens skribentkonkurrence 2008 for at fortælle om en håbløs situation, 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence 2007 i kategorien Kultur med billedet af en Rensdyrnomade, nominering i den internationale fotokonkurrence Color Awards 2007 i kategorien People med billeder fra Jamalhalvøen, 1.-præmie i De Berejste Klubs fotokonkurrence 2005 i kategorien Kultur med billedet af en Isbader, 2.-præmie i Adventure World's fotokonkurrence 2005 i kategorien Kultur med billedet af en Rensdyrnomade, Documentary award i den internationale fotokonkurrence Humanity Photo Awards 2004 med billeder fra Jamalhalvøen, 1. præmie i Adventure World's fotokonkurrence 2001 i kategorien Kultur med billedet en Kazakhisk Ørnejæger.
Den lange version…
Min første rejse foregik i 1969 på Rigshospitalet i høj fart – fra fødegangen til intensivafdelingen med navlestrengen om halsen. Som fireårig sad jeg med på stangen i cykelløbet Ama'r Rundt, og som 10-årig kunne jeg ånde lettet op over at have overlevet en 48 timers vinterstorm i telt på Hadangarvidda. Som 17-årig var jeg ved at blive spiddet af en tyr på en solovandring gennem Gruvedalen i Dovre, men det var først et år senere (da jeg for første gang havde muligheden for at anvende børneopsparingen på alt det, den ikke var tiltænkt), at jeg fik min egentlige ilddåb. Sammen med barndomsvennen Steffen realiserede jeg drengedrømmen om en kanotur ned ad Nahanni-floden i Nordvestterritoriet i Canada. Med Gudenåen som eneste reference sejlede vi baglæns igennem det første strømfald og kæntrede i det næste. Det var nu mest mødet med en olm grizzly-bjørn, som var ved at sætte en stopper for eventyret. Kun en desperat svømmetur i den kolde flod reddede os fra at lide samme skæbne som de canadiske blåbær og tildelte os i øvrigt tophistorien i Hjemmets påskeudgave.
I gymnasiet valgte jeg det sprogtilbud, der lød mest ubrugeligt, men mindst kedeligt: russisk. Efter gymnasiet og en tur til Nepal tog jeg i starten af 90'erne på et halvt års dannelsesophold i det kaotiske Rusland. Opholdet hos lokale familier i Ukraine og Uralbjergene blev et intensivt kursus i russisk kultur og overlevelse. Hen ad vejen blev ordforrådet udvidet fra da og njet til også at omfatte gloserne for vodka og bestikkelse. Det sidste åbnede døre og blev startskuddet til et utal af rejser på egen hånd i Rusland og det tidligere Sovjetunionen. Mange af rejserne er foregået langt fra Ruslands forurenede byer på vandre-, ski-, cykel- og rafting-ture i områder som Kamtjatka, Uralbjergene, Bajkalsøen, Karelen, Kaukasus, Altaj og Kolahalvøen, eller fx på roadtrip til verdens koldeste by i Nordøstsibirien.
Stærkest i erindringen står mødet med Jamalhalvøens rensdyrnomader, som jeg fandt en regnvåd efterårsdag i 2001 efter en ørkesløs vandring ud over den svampede tundra. Det er siden blevet til talrige genbesøg og unikke venskaber med nomaderne, som jeg alt efter årstiden har opsøgt til fods, på ski og på fatbike. Bekendtskabet har lært mig at sætte pris på rå lever og et krus varmt rensdyrblod, og jeg har fået et nonchalant forhold til udstyrsforretningernes opreklamerede tøjkollektion efter på egen krop at have følt forskellen mellem en dunjakke og en rensdyranorak i 50 graders kulde. Læs fx min rejseberetning om, hvordan nomadekvinderne overlever under disse barske forhold. Mange af mine historier fra Jamalhalvøen har jeg i øvrigt samlet i den anmelderroste rejseskildring »Ved Verdens Ende«.
Interessen for nomader har siden 90’erne flere gange ført mig til bjergskråningerne i Kirgisistan, hvor de gæstfrie fårehyrder har tilføjet en ekstra dimension til rejselivet med deres gærede hoppemælk. Siden kom Mongoliet med på listen, som med sine herlige nomader og sparsomme infrastruktur straks blev en af mine favoritter. Den første tur var et to-måneders sommerridt, hvor jeg tomlede, red og vandrede ud over stepperne. Et stædigt, men vellykket forsøg på at få hilst på rensdyrnomaderne i bjergene vest for Hovsgol-søen var nær ved at koste mig returbilletten, da oversvømmede floder lukkede vejene i en uge. Min nysgerrighed efter at se, hvordan man overlever den kontinentale vinter i et filttelt, fik mig til at vende tilbage et par år efter, denne gang i december måned. Udstyret med lange uldne underbukser og Sorel-støvler (og med såkaldte superpløkke til teltet der knækkede som spaghetti-rør, når man forsøgte at bore dem ned i de frosne græstuer) fandt jeg ud af, at man overlever på samme måde som om sommeren, blot med lidt mere tøj på og med ekstra kokasser i brændeovnen.
Et par år efter cyklede jeg 2.322 km på tværs af Mongoliet – fra Altajbjergene i vest til Ulan-Bator i øst – og kom i mål med en cykel, der kun med nød og næppe havde undgået at bukke under for rysteturene på de mongolske jordveje. Det var også i disse år, at jeg kom ind i folden hos Politikens Forlag og skrev Turen går til Rusland og Turen går til Bulgarien.
I de senere år har jeg måttet erkende, at der også findes en verden uden for Rusland og Mongoliet, som skal opleves, før den ændrer sig for meget. Derfor vil man i billedgalleriet se, at jeg til tider også har vendt kompasset i andre retninger og mod helt andre temperaturer: Fra Omodalens autentiske stammefolk i Afrika til de gamle tibetanske områder i Kina, hvor tibetansk kultur stadig holdes i hævd.
